Om Mia

Folk der kender mig godt, blev nok ikke overraskede, da jeg endelig tog springet og gjorde min kreative drøm til virkelighed – med støtte fra min vidunderlige mand.
Jeg sagde mit daværende job op, og siden 2014 har jeg været familiens “bagtrop” på hjemmefronten, samtidig med at jeg har solgt min kunst ved siden af.

I maj 2018 åbnede jeg et lille galleri i Vanløse og blev hurtigt en del af det lokale fællesskab af små, selvstændige butikker. Galleriet fungerede både som kreativt værksted og showroom for mine egne værker, malerier og andre kunstprojekter.
Efter 6 spændende år valgte jeg at lukke galleriet i Vanløse – Det føltes som det rette tidspunkt at skrue lidt ned for Galleri delen og i stedet fokusere mere på min webshop online, hvor jeg sælger mine kunstplakater.

Det var derfor et naturligt skridt at indrette kontor og et beskedent showroom i vores kælder derhjemme, hvor jeg nu arbejder dagligt fra og viser mine malerier frem efter aftale.

Jeg har altid været en kreativ sjæl. Det falder mig naturligt at være engageret i forskellige kunstneriske projekter og processer. Som selvlært kunstner er jeg ikke bange for at udforske nye teknikker og tilgange. Min kreative proces er drevet af intuition, lethed og en legende tilgang.
Når jeg maler, nyder jeg stilheden og det at være alene. Jeg går ind i min egen krea boble, og verden omkring mig forsvinder. Det bliver et frirum, med plads – hvor kreativiteten får lov at tale for sig selv.
Jeg finder inspiration overalt – det kan være i naturens farver, følelsen af et kram fra en man elsker, duften af sommerregn eller lydene fra et travlt restaurantkøkken. Jeg tager det hele ind, og på en eller anden måde finder det vej ud på lærredet. Jeg elsker de små overraskelser og tilfældigheder, der opstår, når man bare giver sig hen og følger med flowet. Det er svært at sætte ord på – jeg tænker ikke så meget over det, jeg gør det bare.

Min stil er abstrakt, men rummer ofte figurative elementer og grafiske detaljer. Motiverne er dekorative og indbydende på afstand, men ofte også spændende at gå på opdagelse i helt tæt på. Jeg er meget optaget af farvernes sammenspil og jeg bruger dem til at understrege en særlig stemning og følsomhed i mine værker.

Jeg elsker at mine simple malerklatter kan være med til at inspirere andre mennesker, skabe glæde og samtidig pynte i de hjem de ender hos.